Shaun Tan - Ankomsten

Ind imellem støder man på bøger, der får andre bøger til at fremstå som ligegyldigheder. Shaun Tan har skrevet - eller rettere illustreret, for bogen har ingen ord - en sådan bog. Den hedder Ankomsten, og er en fabulerende billedfortælling for børn og voksne, som handler om det at forlade dem man elsker for at rejse til et fremmed sted.

Shaun Tan har også fået udgivet den fantastisk inspirerende 'Udkantsfortællinger' i Danmark, og han vandt sidste år verdens største pris for børnelitteratur, Alma-prisen, og fik 6 hjerter i Politiken. Der er noget ved hans japansk inspirerede stil, der får mig til at tænke på den japanske animator Hayao Miyazaki, som blandt andet har lavet den uforglemmeligt søde film, 'Min nabo Totoro', som man kan se en lille trailer for her:

Må mordere tjene på at skrive om deres mord?

Debatindlæg om ytringsfrihed og censur 

I dag bringer Information en artikel, der i sin overskrift stiller spørgsmålet: "Må mordere tjene på at skrive om deres mord?" Der stilles i artiklen skarpt på, at man i "Norge overvejer [...] at indføre en lov, der forhindrer Breivik og andre drabsmænd i at tjene penge på at skrive om deres bøger. Loven er allerede en realitet i USA og Australien. Men ikke i Danmark, hvor Jønke og Lundins bekendelser skæpper godt i kassen hos både forfattere og forlag," som Information skriver.

Artiklen bringer også en udtalelse fra Berlingskes litteraturanmelder, Jens Andersen, der siger: "Jeg går bestemt ind for ytringsfrihed, men jeg går også ind for censur, når man skønner, at det er nødvendigt."

Netop denne udtalelse belyser de mange problematiske vinkler i de tanker, som både Jens Andersen og flere i Norge i disse dage går og tænker, i deres sympatiske iver for at skåne verden for syge tanker.

Det helt åbenlyse problem er, at hvis man først begynder at lave love, der forhindrer visse mennesker i demokratiet i at udtale sig, så har man jo netop ikke længere et demokrati. For hvem er de mennesker, som Jens Andersen mener, skal gå ind og vurdere, hvornår noget er nødvendigt at censurere?

Han må vel mene, at det er nogen fra staten, der skal gå ind og agere censurkomite, for befolkningen har jo åbenlyst dannet sin egen holdning: De vil gerne udgive og læse om morderes syge tanker. Jønkes bog har "foreløbig solgt i over 150.000 eksemplarer," som der står i artiklen, og Lundins bog må også formodes at have en vis appel i befolkningen, at dømme ud fra bibliotekernes massive indkøb af bogen.

Det vil sige, at der er rent faktisk en hel del mennesker i demokratiet, der gerne vil høre, hvad disse syge mennesker har at sige. Mens Jens Andersen i Berlingske Tidende gav Lundins bog nul stjerner, så var Erik Jensen mere rundhåndet og gav således bogen tre hjerter, og skrev samtidig:

"Skulle bogen så ikke være udgivet? Jo, mener jeg. For selv om den er grusom, patetisk, klam og ubeskrivelig i al sin selvforherligelse af 'alfahannen' Lundin, en »belæst diplomat« i fængslet ifølge sig selv, giver biografien et ufiltreret indsigt i et sygt, morderisk sind."

Og netop dette leder mig frem til det andet store problem, som nordmændene og Jens Andersen overser: Måske er der rent faktisk noget at lære ved at læse denne slags bøger, på trods af deres syge karakter? Måske kan demokratiet udvikle sig ved at lære disse menneskers tanker bedre at kende, måske er det tanker som disse, der får os til at tage børneopdragelse, kriminalitetsforebyggelse og resocialisering af fanger i det danske fængselsvæsen mere alvorligt end vi gør nu? 

Hvis vi begynder at censurere alt det, vi ikke bryder os om, så afskærer vi altså også os selv fra at tage ved lære af de ubehagelige ting. Og en ting er sikkert, og det er, at man løser ikke altid problemer ved at lade som om, de ikke er der, tvært imod vokser de sig ofte blot større.

Når bibliotekssystemets lektør, der er med til at bedømme bøgernes kvalitet, og dermed også i stor udstrækning styrer indkøbene, skriver at:

"Psykiatere, psykologer, andre behandlere samt folk i politi og kriminalforsorg bør læse bogen for at blive klogere - ellers er det svært at se en målgruppe ud over særligt nysgerrige og folk med fascination af ondskabens omskiftelige udtryk"

Så er det jo en direkte modsigelse, som er styret af egne følelser. Mener lektøren hermed ikke, at der findes særlig mange "særligt nysgerrige" eller "folk med fascination af ondskabens omskiftelige udtryk"? Prøv at åbne øjnene, kriminalgenren har aldrig været mere massivt til stede i befolkningen, både på film og tv. Folk ønsker åbenlyst at se og læse om disse ting.

Måske skal man ikke udelukkende forklare denne trang med, at folk er underlødige af natur, men også se den som en konstruktiv kollektiv terapeutisk bearbejdelse. Og måske skulle man tage det med i sine overvejelser, inden man begynder at kaste sig ned ad den glidebane det er, at indføre censur i et demokrati, uanset hvor hjertensgode menneskelige holdninger der ligger til grund for tankerne.

Når Dan Turell ikke er fin nok

For ti år siden arbejdede jeg som pædagogmedhjælper i en børnehave i den finere ende af Vesterbro, mens jeg drømte om at udgive bøger og plader, og lave store maleriudstillinger og blive en rigtig kunstner. Derfor stod jeg ofte op et par timer inden jeg skulle møde i børnehaven for at kunne nå at arbejde lidt på mine ting.

En dag fandt jeg ud af, at en af de sjoveste og mest opfindsomme små drenge i børnehaven havde en far, der var digter, og tilmed en anerkendt digter, der fik masser af penge fra staten til at skrive sine ting. Jeg drømte om at suge næring ud af hans kunstneriske talent, og begyndte derfor at købe nogle af hans bøger og samle mod til at tale med ham om det at skrive.

En sen eftermiddag, da de fleste var gået hjem, og han kom for at hente sin dreng, stødte vi på hinanden på legepladsen, hvor jeg som oftest drønede rundt med ungerne. Jeg fortalte ham, at jeg gerne ville være forfatter og havde skrevet en digtsamling, der dog endnu ikke var blevet antaget. At jeg havde læst hans seneste bog og godt kunne lide den. Han var meget høflig og interesseret og spurgte ind til, hvad jeg læste af litteratur.

Det eneste, der florerede i mit hoved, var Dan Turéll, som jeg havde læst en hel del, og som havde været en af dem, der havde givet mig inspiration til at blive forfatter, idet han med sin ligefremme, humoriske gadedrengestil i fx 'Vangede-billeder' og i hans digtsamlinger ramte noget i mig allerede som teenager.

Jeg ville måske også gerne have sagt Dostojevski eller Camus, eller noget andet, der virkelig kunne imponere den flinke digter, som netop nu udviste interesse for min skrivning, men der dukkede ikke andet op end Dan Turéll, hvilket jeg heller ikke på nogen måde var ked af.

Sammensætningen af de to små navne, 'Dan' og 'Turéll', fungerede på sin vis som en spulende byge af iskoldt vand i digterens ansigt, og i det samme blottedes et koldt og fornærmet stenansigt, og den ellers så interesserede digter vendte sig om på hælen og gik ind for at hente sin dreng, og tog hjem uden at sige farvel.

Det var den dag jeg lærte noget om, at nogle mennesker er i stand til at være så overfladiske, at det grundlag, de dømmer andre mennesker ud fra, er så spinkelt, at det nærmest må betragtes som værende fiktion.