Logbogen

Shaun Tan - Ankomsten

2012-01-28T10:05:00.000+01:00

Ind imellem støder man på bøger, der får andre bøger til at fremstå som ligegyldigheder. Shaun Tan har skrevet - eller rettere illustreret, for bogen har ingen ord - en sådan bog. Den hedder Ankomsten, og er en fabulerende billedfortælling for børn og voksne, som handler om det at forlade dem man elsker for at rejse til et fremmed sted.

Shaun Tan har også fået udgivet den fantastisk inspirerende 'Udkantsfortællinger' i Danmark, og han vandt sidste år verdens største pris for børnelitteratur, Alma-prisen, og fik 6 hjerter i Politiken. Der er noget ved hans japansk inspirerede stil, der får mig til at tænke på den japanske animator Hayao Miyazaki, som blandt andet har lavet den uforglemmeligt søde film, 'Min nabo Totoro', som man kan se en lille trailer for her:

Må mordere tjene på at skrive om deres mord?

2012-01-27T15:35:00.001+01:00

Debatindlæg om ytringsfrihed og censur

I dag bringer Information en artikel, der i sin overskrift stiller spørgsmålet: "Må mordere tjene på at skrive om deres mord?" Der stilles i artiklen skarpt på, at man i "Norge overvejer [...] at indføre en lov, der forhindrer Breivik og andre drabsmænd i at tjene penge på at skrive om deres bøger. Loven er allerede en realitet i USA og Australien. Men ikke i Danmark, hvor Jønke og Lundins bekendelser skæpper godt i kassen hos både forfattere og forlag," som Information skriver.

Artiklen bringer også en udtalelse fra Berlingskes litteraturanmelder, Jens Andersen, der siger: "Jeg går bestemt ind for ytringsfrihed, men jeg går også ind for censur, når man skønner, at det er nødvendigt."

Netop denne udtalelse belyser de mange problematiske vinkler i de tanker, som både Jens Andersen og flere i Norge i disse dage går og tænker, i deres sympatiske iver for at skåne verden for syge tanker.

Det helt åbenlyse problem er, at hvis man først begynder at lave love, der forhindrer visse mennesker i demokratiet i at udtale sig, så har man jo netop ikke længere et demokrati. For hvem er de mennesker, som Jens Andersen mener, skal gå ind og vurdere, hvornår noget er nødvendigt at censurere?

Han må vel mene, at det er nogen fra staten, der skal gå ind og agere censurkomite, for befolkningen har jo åbenlyst dannet sin egen holdning: De vil gerne udgive og læse om morderes syge tanker. Jønkes bog har "foreløbig solgt i over 150.000 eksemplarer," som der står i artiklen, og Lundins bog må også formodes at have en vis appel i befolkningen, at dømme ud fra bibliotekernes massive indkøb af bogen.

Det vil sige, at der er rent faktisk en hel del mennesker i demokratiet, der gerne vil høre, hvad disse syge mennesker har at sige. Mens Jens Andersen i Berlingske Tidende gav Lundins bog nul stjerner, så var Erik Jensen mere rundhåndet og gav således bogen tre hjerter, og skrev samtidig:

"Skulle bogen så ikke være udgivet? Jo, mener jeg. For selv om den er grusom, patetisk, klam og ubeskrivelig i al sin selvforherligelse af 'alfahannen' Lundin, en »belæst diplomat« i fængslet ifølge sig selv, giver biografien et ufiltreret indsigt i et sygt, morderisk sind."

Og netop dette leder mig frem til det andet store problem, som nordmændene og Jens Andersen overser: Måske er der rent faktisk noget at lære ved at læse denne slags bøger, på trods af deres syge karakter? Måske kan demokratiet udvikle sig ved at lære disse menneskers tanker bedre at kende, måske er det tanker som disse, der får os til at tage børneopdragelse, kriminalitetsforebyggelse og resocialisering af fanger i det danske fængselsvæsen mere alvorligt end vi gør nu?

Hvis vi begynder at censurere alt det, vi ikke bryder os om, så afskærer vi altså også os selv fra at tage ved lære af de ubehagelige ting. Og en ting er sikkert, og det er, at man løser ikke altid problemer ved at lade som om, de ikke er der, tvært imod vokser de sig ofte blot større.

Når bibliotekssystemets lektør, der er med til at bedømme bøgernes kvalitet, og dermed også i stor udstrækning styrer indkøbene, skriver at:

"Psykiatere, psykologer, andre behandlere samt folk i politi og kriminalforsorg bør læse bogen for at blive klogere - ellers er det svært at se en målgruppe ud over særligt nysgerrige og folk med fascination af ondskabens omskiftelige udtryk"

Så er det jo en direkte modsigelse, som er styret af egne følelser. Mener lektøren hermed ikke, at der findes særlig mange "særligt nysgerrige" eller "folk med fascination af ondskabens omskiftelige udtryk"? Prøv at åbne øjnene, kriminalgenren har aldrig været mere massivt til stede i befolkningen, både på film og tv. Folk ønsker åbenlyst at se og læse om disse ting.

Måske skal man ikke udelukkende forklare denne trang med, at folk er underlødige af natur, men også se den som en konstruktiv kollektiv terapeutisk bearbejdelse. Og måske skulle man tage det med i sine overvejelser, inden man begynder at kaste sig ned ad den glidebane det er, at indføre censur i et demokrati, uanset hvor hjertensgode menneskelige holdninger der ligger til grund for tankerne.

Når Dan Turell ikke er fin nok

2012-01-27T13:35:00.005+01:00

For ti år siden arbejdede jeg som pædagogmedhjælper i en børnehave i den finere ende af Vesterbro, mens jeg drømte om at udgive bøger og plader, og lave store maleriudstillinger og blive en rigtig kunstner. Derfor stod jeg ofte op et par timer inden jeg skulle møde i børnehaven for at kunne nå at arbejde lidt på mine ting.

En dag fandt jeg ud af, at en af de sjoveste og mest opfindsomme små drenge i børnehaven havde en far, der var digter, og tilmed en anerkendt digter, der fik masser af penge fra staten til at skrive sine ting. Jeg drømte om at suge næring ud af hans kunstneriske talent, og begyndte derfor at købe nogle af hans bøger og samle mod til at tale med ham om det at skrive.

En sen eftermiddag, da de fleste var gået hjem, og han kom for at hente sin dreng, stødte vi på hinanden på legepladsen, hvor jeg som oftest drønede rundt med ungerne. Jeg fortalte ham, at jeg gerne ville være forfatter og havde skrevet en digtsamling, der dog endnu ikke var blevet antaget. At jeg havde læst hans seneste bog og godt kunne lide den. Han var meget høflig og interesseret og spurgte ind til, hvad jeg læste af litteratur.

Det eneste, der florerede i mit hoved, var Dan Turéll, som jeg havde læst en hel del, og som havde været en af dem, der havde givet mig inspiration til at blive forfatter, idet han med sin ligefremme, humoriske gadedrengestil i fx 'Vangede-billeder' og i hans digtsamlinger ramte noget i mig allerede som teenager.

Jeg ville måske også gerne have sagt Dostojevski eller Camus, eller noget andet, der virkelig kunne imponere den flinke digter, som netop nu udviste interesse for min skrivning, men der dukkede ikke andet op end Dan Turéll, hvilket jeg heller ikke på nogen måde var ked af.

Sammensætningen af de to små navne, 'Dan' og 'Turéll', fungerede på sin vis som en spulende byge af iskoldt vand i digterens ansigt, og i det samme blottedes et koldt og fornærmet stenansigt, og den ellers så interesserede digter vendte sig om på hælen og gik ind for at hente sin dreng, og tog hjem uden at sige farvel.

Det var den dag jeg lærte noget om, at nogle mennesker er i stand til at være så overfladiske, at det grundlag, de dømmer andre mennesker ud fra, er så spinkelt, at det nærmest må betragtes som værende fiktion.

Som splintret glas - en skriveerkendelse

2012-01-26T14:46:00.005+01:00

Jeg læser Helle Helles 'Dette burde skrives i nutid', i anledning af hendes netop tildelte pris, De Gyldne Laurbær, men jeg mister koncentrationen idet der ikke rigtig sker noget i bogen, og jeg begynder at tænke på min egen roman, som har hvilet siden natten før juleaften.

Det går op for mig, at den måske ikke skal skrives i 3. person men derimod i jeg-fortæller. Min erfaring siger mig, at det eneste rigtige svar ikke kommer til mig ved at tænke mig grundigt om, men tvært imod ved at give plads til mine fornemmelser.

Jeg forestiller mig en række tilfældige sætninger fra bogen, skrevet i jeg-fortæller i stedet for 3. person, og i det samme ser jeg mig selv sprænge min vej ud af en klaustrofobisk beholder at tykt glas; nu svømmer jeg pludselig under vandet, under et tykt lag is, jeg sprænger min vej op gennem det tykke lag, der splintrer som glas omkring mig; jeg rejser mig, drivende af iskoldt vand, og ser verden med et langt klarere blik, de dumpe lyde er med ét blevet skarpe; jeg er skabt til at bevæge mig på land, til at se igennem luft, og ikke vand.

Jeg skal skrive bogen om. Det bliver et stort arbejde, og tanken har strejfet mig flere gange tidligere, men nu står det helt klart for mig. Det er det eneste rigtige at gøre.

Jeg fortalte min kæreste om min erkendelse, og hun sagde: "Fik du virkelig alt det ud af at læse tyve sider af Helle Helle? Det var mere end jeg fik ud af hele bogen." Det skal dog lige siges, at vi begge er fans af 'Ned til hundene' og 'Rødby-Puttgarten'.

Hårdtslående og mindeværdig debut

2012-01-24T15:16:00.132+01:00

Pressevenligt pressebillede af forfatteren.

For nylig læste jeg en af de mest iøjenfaldende debutudgivelser jeg har læst fra en dansk forfatter. Det var Bjørn Rasmussens kortroman med den lange titel: 'Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet'.

Bogens fortæller bærer samme navn som forfatteren Bjørn, og i selve bogen er der også temmelig mange konkrete ting der peger i retning af, at dette er en roman med stærkt selvbiografiske træk, i og med, at der fx midt i bogen er fotografier af Bjørn Rasmussens heste-standpunktskarakterer, eller hvad man nu skal kalde dem.

Grænseoverskridende smukt
Når det er interessant er det fordi selve handlingen er temmelig voldsom og lige på, rå og poetisk. Den handler om en ung, homoseksuel fyr, der er blevet seksuelt misbrugt af sin mor og som dreng har et hemmeligt SM-forhold til sin voksne ridelærer. Som helt ung østjyde i København vælger Bjørn at få arbejde på et bordel, hvor han gudhjælpemig krydser samtlige 27 seksuelle præferencer af, da bordelmutter beder ham fortælle, hvad kunderne kan få hos ham.

Man skiftevis græmmes, frastødes og tiltrækkes af Bjørn Rasmussens bog, men man kan ikke undgå at læse den færdig, fordi der er så meget på spil for både forfatteren og fortælleren Bjørn, og fordi sproget mange steder flyder så smukt og er så særegent sprudlende, at det er en ren nydelse at læse.

Psykologi som religion
En af de ting, der falder i øjnene er balancen mellem det ekstremt eksplicitte og det meget implicitte - nogle steder er sexscenerne beskrevet voldsomt detaljeret, og andre steder antydes tingene kun let. Og det fungerede rigtig godt for mig. Hele hans seksuelle og psykologiske udvikling er ekstremt interessant at studere fordi man får lov at komme helt ind til personen - eller i det mindste har forfatteren formået at opbygge en illusion om, at man kommer helt tæt på personen - dog spidder fortælleren flere gange psykologer og psykologien, og fejer således psykologiserende mennesker af banen med den mindeværdige sætning: Psykologi er jeres religion.

Det kan føles som et lettere absurd angreb (eller forsvarsmekanisme) fra både fortæller og forfatter, absurd fordi hele Bjørns væsen tilsyneladende er blevet flænset op og lagt blødende til skue på jorden, men hvis nogen ikke kan dy sig for at pille lidt i kadaveret (lege psykologistuderende) så får de et rap over nallerne af Bjørn. På en måde føles det som en løftet pegefinger om, hvordan forfatteren ønsker at hans værk skal læses, hvilket han jo i bund og grund (heldigvis) ikke har noget at skulle have sagt omkring alligevel.

Når man trækker i land
Det eneste, der dog direkte irriterer og får en ellers virkelig god bog til at falde en anelse i niveau, er et afvigende afsnit hen imod slutningen, hvor forfatteren af en eller anden grund ser ud til at føle trang til at afvæbne og svække hele bogen med en masse ord omkring, at man jo ikke skal tro på alt, hvad man har læst, og at man jo skal huske på, at det er fiktion: "At du læser 'mig' er selvfølgelig en hovedløs fortalelse, og i forlængelse heraf bør jeg nævne, at jeg ikke har fundet på det hele selv," hvorefter han opremser en masse forfattere, hvis sætninger han har lånt, og herefter glider direkte over i en ligegyldig takketale til Copydan-midlerne og en række menneskenavne, som læsere, der ved en del om forfatterskolen (hvor Bjørn Rasmussen har gået), udmærket kan afsløre som ægte forfattere. Fx er der næppe mange andre end Pablo Llambias der hedder Pablo til fornavn, og navnet Christel skulle vel ikke efterfølges af et Wiinblad?, og Solvej måske af et Balle?, og Merete måske Pryds Helle?

I det hele taget så kunne bogen godt være sluttet lige inden denne opremsning og takketale. Det er i hvert fald der bogen slutter for mig. Et irriterende træk, som enhver redaktør med respekt for sig selv burde have overtalt Bjørn Rasmussen til at fjerne - eller flytte om i nogle noter - inden udgivelse. Men på den anden side - hvis det var mig, der havde skrevet en så ekstrem bog ville jeg nok også have følt trang til at afvæbne bogen inden den skulle ud til verden. Det er blot synd for litteraturen, når man laver den slags numre.

En vild udgave af Tomas Espedal
Det er dog petitesser, for overordnet set er det en fantastisk spændende debutbog, som man aldrig vil glemme igen. Faktisk minder bogen lidt om en vild udgave af Tomas Espedal - den associerende skrivemetode, hvor sproget i sig selv er i front, og hvor forfatteren skifter mellem meget konkrete sceniske beskrivelser, flettet ind imellem lyriske og mere abstrakte formuleringer. En vældig effektiv og poetisk skrivestil, der tiltaler mig vældig meget, og som sætter forventningerne til hans fremtidige forfatterskab helt i vejret.

Dog er det altid interessant at se, hvad en ung forfatter, der i den grad ser ud til at have plukket sin hovedstol i sin debut, vælger at fortsætte med i fremtiden. Jeg håber han fortsætter med at gå tæt på mennesket, og ikke bliver fristet til at gå ud af et ligegyldigt sidespor. For om hans bog er selvbiografisk eller ej, er jeg i bund og grund ligeglad med, så længe han formår at overbevise mig om, at det er "mere virkeligt end hvis det var sket i virkeligheden," som er et af Ernest Hemmingways mantraer om skrivekunsten i 'Om at skrive'.

Køb i øvrigt også gerne Bjørn Rasmussens debut alene for det smukke bogomslag, lavet af Thomas Joakim Winther, der dog kun delvist kan ses her til højre.

At se sin bog i en boghandel

2012-01-14T09:13:00.007+01:00

I går, da jeg var ude for at købe fødselsdagsgaver, så jeg for første gang min bog i en boghandel på Nørrebro. Pludselig stak den sin smalle ryg frem og lyste hele boghandlen op.

Jeg havde lyst til at sige det til nogen, til den kvindelige, smilende ekspedient eller en af de tilfældigt forbipassende handlende, men jeg holdt det for mig selv.

Det var sandsynligvis en præmie for at være en god kunde i forretningen - flere bøger, skrivegrej, overstregningstusser, mapper og spil har jeg købt i den boghandel på det seneste - og nu blev jeg så præmieret ved at få et eksemplar af min bog på hylden. Måske skulle man sige tak eller trykke nogen i hånden.

Jeg tog den ned og bladrede diskret, som var det en tilfældig forfatters bog, eller måske nærmere som var det en nær vens bog. Jeg indrømmer gerne, at jeg blev en anelse skuffet over selve bladringsakten. Havde vel et eller andet sted en absurd forventning om, at der ville ske noget mere end blot det at opdage, at dette eksemplar var præcis magen til alle dem, jeg fik tilsendt af forlaget efter bogens udgivelse. At der ville komme nogen stormende med fanfarer og truthorn, eller med flag og sang, som når man blev vækket på sin fødselsdag som lille.

Men det kunne ikke tage glæden fra mig, for jeg havde set den, med egne øjne, min egen bog i en boghandel på Nørrebro. Jeg skyndte mig at købe en gave til min far, for han havde fødselsdag dagen efter [i dag, lørdag], i øvrigt samme dag som min kæreste og min kærestes mor, hvilket i sig selv burde være en umulighed, men intet er åbenbart umuligt i denne verden, selv ikke det at se sin egen bog i en tilfældig boghandel på Nørrebro. Måske er det ved at være tid til at finde flagene frem og få vækket min kæreste med flag og sang. Med mindre man skulle vælge truthorn og fanfarer?

Tag i øvrigt gerne selv ned og se: Bog & Idé på Nørrebrogade 163

At sende ind til forlagene

2012-01-09T23:52:00.007+01:00

Om at tage imod feedback fra forlagene, om persontegninger og om ligheden mellem Erlend Loe og Jon Fosses skrivestil.

Venter på svar fra min redaktør. Før jul sendte jeg de første tyve sider af en børnebog til hende, for at høre, om det kunne være noget for dem at arbejde videre med. Ingenting er sikkert, men jeg har da en god fornemmelse omkring projektet.

Dertil har jeg voksenromanen, som jeg dog endnu ikke har sendt ind til forlagene - i hvert fald ikke i dets nuværende format - jeg har ladet det ligge mere eller mindre ulæst siden jul, hvor første rå-udkast blev færdigt. Ord kan have godt af at hvile ind imellem. Pausen giver mulighed for at lade som om det er en anden, der har skrevet manuskriptet, hvilket man kan have brug for, hvis man skal kunne være så nøgtern som mulig i omskrivningen og redigeringen. Og skrivning handler meget om omskrivning, i hvert fald hvis man skal gøre sig forhåbninger om at andre skal gide læse det man laver af fri vilje, og måske endda ville udgive det.

At bruge et forlags feedback
Processen med at komme ind på forlagene handler om at blive ved med at dygtiggøre sig og dermed holde fast i skrivningen. I årevis. Og i mellemtiden gælder det om at lytte til redaktørernes feedback, hvis man altså er så heldig, at de kommenterer ens afslåede manuskripter. Kommentarer kan vel ses som forlagenes form for talentpleje. Desto mere uddybende de er, desto mere fremtidsperspektiv, kunstnerisk talent eller salgspotentiale ser de i ens tekst.

De har ikke tid til at give dybdegående feedback til hver eneste forfatter eller hvert eneste manuskript, så når der begynder at dukke mere tekstnære kommentarer op i afslagsbrevene, i stedet for høflige standartafslag som lyder noget i retning af 'manuskriptet passer ikke ind i vores udgivelsesprogram', er det i virkeligheden det første store vendepunkt som forfatter. For det viser at de har overvejet ens arbejde seriøst. Ofte er feedbacken i begyndelsen så sporadisk, at man skal kigge dybt for at finde noget, der kan bruges konstruktivt.

Det kan være noget i retning af: 'Sød historie, men dine personer forbliver noget overfladiske.' Hvilket kan være ekstremt svært, for ikke at sige umuligt, at bruge til noget som uerfaren forfatter, ud over at det nærmest kan virke som en hån at de skriver 'sød historie' - nærmest som om de klapper en lille dreng på hovedet. Og det er vel også netop det, et sådant afslag er et udtryk for: 'Sød historie' henviser netop til, at historien er velment og sød, men mangler de afgørende litterære kvaliteter der kan få den op i nærheden af noget, som de vil overveje at udgive.

Den skjulte hjælp
Dog får man lige en lille hjælp med på vejen, en hjælp som langt fra er dækkende på dette stadie af ens forfatterskab, men som dog kan give en et hint om udviklingsmuligheder, nemlig det at man fx kunne arbejde med personerne i ens historie. Hvis de skriver, at ens personer forbliver noget overfladiske drejer det sig altså om at gå i dybden med disse personer, så de bliver levende mennesker. Man kan begynde at aflure dygtige forfatteres persontegninger. Hvordan gør de? Beskriver de karaktererne gennem direkte beskrivelser: 'Han var en høj, mørkhåret mand med et flakkende blik', eller inddirekte gennem det, personen siger og gør?
Hvilke forfattere gør det på en overbevisende måde? Mit bud er, at de bedste persontegninger kommer fra virkelige mennesker, der har gjort et stærkt sanseligt indtryk på forfatteren, og ikke fra opdigtede forestillinger i hovedet.

Et eksempel på en god persontegning som jeg lige kan komme på, er Erlend Loes to supergode bøger, 'Naiv.Super' og 'Fakta om Finland'. Disse to bøger får netop deres styrke i persontegningen af de afvigende mandeskikkelser med aspergers syndrom og begyndende panikangst og stress, fordi forfatteren benytter nogle af sine egne, indre psykologiske mekanismer, som han uden tvivl kender indgående, og ikke forsøger at spise læseren af med overfladiske pap-figurer, som han desværre gradvist er gået mere og mere over til i sine nyere bøger. Dog skal det nævnes, at jeg har en mistanke om, at Erlend Loe har ladet sig kraftigt inspirere til sin skrivestil af Jon Fosses stil - fx er der en meget stor lighed mellem Loes 'Fakta om Finland' og Fosses 'Bådehuset' - Loes bidrag er så at dreje det hele i en endnu mere grotesk retning, og benytte sig af humoren i endnu højere grad.

Har næsten altid ret
En ting jeg har lært er, at forlagene stort set altid har ret, når de kommer med kritik. Det kan være ekstremt irriterende at indse, men det er sjældent de tager fejl i deres kommentarer. Så derfor er der meget at lære i disse meget vage pejlepunkter fra de spæde afslag.

Med min nuværende redaktør forholder det sig som fx sådan, at hun stort set altid har ret, når hun påpeger at nogle specifikke steder i teksten halter. Det er dog ikke altid at hendes diagnose eller medicineringsforslag er korrekt - men hun har altid ret i, at der er noget galt lige netop der, hvor hun satte fingeren ned i første omgang, og hendes forslag til ændringer leder en på sporet af løsningen, hvis ikke hun altså fandt løsningen i første hug.

Som forfatter er man nødt til at få mere dybdegående og jævnlig respons, hvis man skal udvikle sit manuskript og sig selv som forfatter. Man skal ind i en rutine med at skrive og få feedback, med at læse og studere andre forfatteres teknikker gennem litteraturen. I denne proces kan det altså være en god idé at tage imod forlagenes hjælp, og anskue redaktørernes forslag som de gode råd fra eksperter, som de er et udtryk for i de fleste tilfælde.

Om at tage ved lære og holde fokus

2012-01-05T03:57:00.038+01:00

To fyrtårne, fødselshjælpere og store inspirationskilder.
Foto af Sif Meinke, lånt fra Torben Weinreichs hjemmeside.

Tanker om nogle store personligheder i børnelitteraturen, og hvad deres hjælp har gjort for mig; tanker om en af forfatterens største faldgruber: at komme til at bruge tiden på ting, der lugter af litteratur, men ikke er det; og sidst, men ikke mindst: tanker om hvordan det hele hænger sammen med afslutningen på en forfatters krise.

Man kan vel ikke sige, at det, at jeg efter fire et halvt år stopper som webmaster for min tidligere lærer på Forfatterskolen for Børnelitteratur, professor, forfatter m.m. Torben Weinreich, ligefrem er en nyhed der kommer til at ramme verdenspressens forsider - men alligevel synes jeg det er værd at dokumentere med et indlæg der fortæller lidt om den betydning Torben Weinreich og hans kone Kari Sønsthagen har haft på mit forfatterskab.

Det vigtigste mit arbejde med hjemmesiden gav mig, var ikke pengene - idet jeg lavede det for vennepris, krydret med diverse løbende gaver i form af de nyeste bøger fra hans hånd - men derimod et tættere bånd til Torben, og dermed en tættere kontakt med en kæmpe inspirationskilde, som har viet hele sit liv til en utrættelig og imponerende indsats for dansk børnelitteratur. Jeg forsøgte at undlade at forstyrre eller udnytte denne forholdsvist tætte kontakt, af respekt for, at han altid så ud til at have vigtige ting i søen, som jeg syntes ikke en enkelt forfatter skulle forstyrre med sine trivielle problemer.

Min udgave af Torben Weinreichs hjemmeside, som den så ud 5. januar 2012.

Et kritisk punkt
Dog blev vigtigheden af min relation til Torben og Kari for alvor synlig for et års tid siden. På det tidspunkt nåede mine problemer med at få færdiggjort ungdomsbogen 'Jeg er modig' et kritisk punkt. Jeg havde nu gået rundt om den varme grød i lige præcis fem år, siden jeg skrev den første udgave, og der var ikke sket fremskridt med teksten overhovedet. Præstationspresset blev bare større og større indeni mig - og tre ellers lykkeligt og stolt modtagne legater fra Kunstrådet på samme projekt havde ikke gjort presset mindre.

Jeg havde gjort adskillige forsøg, men kom ligesom til at starte på en ny historie hver eneste gang. Til forskel fra de foregående år, så havde jeg nu et forlag og en redaktør, som havde sagt god for bogens udgivelse, dog selvfølgelig på den betingelse, at bogen skulle skrives færdig, hvortil jeg havde fået nogle anvisninger. Det var dog langt fra lige så konkrete anvendelige anvisninger som de to tidligere projekter vi havde lavet, de to bøger om Vilmer, hvilket skyldtes projektets mere særegne karakter.

Men trods anvisningerne blev blokeringen nu blot endnu mere total, og jeg blev klar over, at jeg måtte have endnu mere hjælp udefra. Fem års opbygget forventningspres var blevet en knude jeg ikke kunne løse alene, hvis jeg nogensinde skulle skrive bogen færdig. Jeg kunne på ingen måde ramme den tone, som det oprindelige udkast så fint havde haft, et udkast jeg skrev meget hurtigt, på omkring en måned, med tæt daglig dialog med min gode ven og forfatter, som i samme periode sad og skrev på sin fine debutsamling, der udkom i 2005 - en dialog uden hvilken bogen sandsynligvis ikke var blevet til i første omgang.

At råbe på hjælp
Jeg skreg min nød ud til en række folk, heriblandt Torbens kone, Kari Sønsthagen, der lagde hovedet i blød sammen med Torben, og vendte tilbage for at tilbyde mig at Torben kunne tage en samtale med mig. Det er det bedste, der findes, sagde Kari, han har hjulpet store forfattere videre gennem tiden - og hun sagde også, at jeg tilsyneladende havde udgivelsesangst. Jeg var angst for at blive færdig med mine ting, en angst, der på sin vis har siddet i mig i alle de år. Jeg har haft angst for at folde mig ud som forfatter, for at stole på, at jeg var god nok, for at turde indse, at jeg havde et talent, som egentlig bare havde brug for albuerum og tiltro for at få optimale vækstbetingelser.

Lars Vegas Nielsens smukke forside.

Jeg havde håbet at mine problemer nu var løst efter denne fortrinlige samtale med Torben, hjemme i deres hus på Sydsjælland, men nej: Bogens endelige tilblivelse var mig stadig en gåde. Jeg nåede endda at skrive et udkast til min redaktør, som hun blev lettere forarget og hidsig over, og med det samme bad mig skrotte næsten fuldstændig, på nær et par enkelte små brudstykker: Hun mente jeg havde ødelagt alt det fine ved det oprindelige udkast, og i princippet havde brugt resterne af den gamle bog til at gå igang med at skrive en helt ny og meget mere grænseoverskridende bog til et meget ældre publikum. Og hun havde fuldstændig ret. Hvilket hun som regel har. Så det var tilbage til tasterne igen.

Opslidende arbejde kulminerer
Efter mange års hårdt, mentalt arbejde, som nærmest var en hån mod den legende lethed, hvormed første udkast var fremkommmet, blev jeg færdig med bogen i 2011. Det var ikke spor sjovt, og hele processen ødelagde en del af min glæde ved både det at skrive, men også selve bogen.

Men det var med Karis ord forhåbentlig den prop, som skulle fjernes, for at mit forfatterskab kunne begynde at blomstre uden alle disse problemer. Jeg sagde høfligt ja, for at vise respekt for, at både hun og Torben midt i deres hverdag havde taget sig tid til at hjælpe mig på vej - en hjælp de ikke på nogen måde havde behøvet at give mig - men inderst inde følte jeg det nærmere som om, at dette ville blive det sidste jeg nogensinde ville skrive, og at jeg aldrig nogensinde ville skrive et ord igen.

Hvornår lysten returnerede
Der gik da også sin tid før lysten kom igen. Faktisk gik der et helt år, og først en måneds tid før oprettelsen af denne blog, begyndte idéerne igen at røre på sig, på en hemmelig måde. Jeg greb pludselig mig selv i at gå igang med at skrive lange begyndelser til helt nye romaner, og langsomt er lysten og glæden til at eksperimentere, læse og skrive, vendt tilbage.

Og netop tiltroen til mine egne eksperimenter var en af grundstenene for, at Jeg er modig's struktur og sprog overhovedet blev til i første omgang. Jeg fik godt nok skudt i skoen af Jyllandspostens anmelder, Karen Lise Søndergaard Brandt, i den ellers ok anmeldelse af bogen, at mit forsøg på at spille smart "ikke er noget der ikke er set før" - men så er der i hvert fald nogle kapitler i børnelitteraturen der er gået hen over hovedet på mig, for jeg har ikke set min bogs mage før, hvis man ser på både formen, indholdet og målgruppen, og derfor føler jeg at den har en større berettigelse end hun mener. Til gengæld har hun i sin anmeldelse nok desværre ret i, at teksterne taber en anelse højde undervejs. Jeg skrev den så godt som jeg kunne på daværende tidspunkt, men den kunne have været en anelse bedre når først historien tager fat. Men det var en svær udfordring at bevare en høj litterær kvalitet og korte, afrundede tekster samtidig med at en meget konkret handling skulle tage fart.

At bevare fokus
Tilbage er blot at sige, at Kari fik ret i sin spådom: Tilblivelsen af Jeg er modig blev i sandhed den prop, jeg skulle have ud af systemet, før jeg kunne begynde at se vejen fremad, en vej der ellers var totalt tilsandet igennem mange år. Og Torben og Karis hjælp og urokkelige tro blev altså en uvurderlig hjælp i processen. Aldrig har jeg mødt nogen, der brænder så meget for børnelitteraturen som de to mennesker, hvilket i sig selv er utroligt inspirerende. Men hjemmesidedesigner? Det skal jeg ikke være igen.

For hvis der er én ting webmasterperioden også har været med til at lære mig, er det vigtigheden af at holde fokus på selve skriften, og ikke af ren desperation (for anerkendelse og for at bruge sine kompetencer) komme til at forfalde til at lave alle mulige ting der lugter lidt af litteratur eller musik, men i princippet slet ikke er det. Det være sig webmasterarbejde for en litteraturprofessor som Torben, bestyrelsesarbejde i musikforeninger, gratis feedbackarbejde til tonsvis af musikere og sangskrivere, og hvad jeg ellers har rodet mig ud i igennem årene. Det lugter lidt af litteratur og musik, men det har intet at gøre med det. En formulering min før omtalte gode ven og forfatter vist fandt på engang, vi gik i en af vores lange samtaler. Og faktisk forsøgte Kari at lære mig dette allerede flere år tidligere, hvor hun kommenterede mig og min vens desperate forsøg på at starte eget forlag, så vi kunne blive udgivet, ved at sige, at hun syntes det var en elendig idé, fordi det at være forfatter handlede om at bevare fokus på skriften.

En sidste stolt bemærkning
Som en sidste gave som tak for min arbejdsindsats, og som tak for mit tilsendte eksemplar af den færdige 'Jeg er modig'-bog, sendte Torben mig sin seneste bog, Forfattere i nyere dansk børnelitteratur, som giver et indblik i de - efter hans mening - fire vigtigste danske børnelitterære forfattere, og desuden fortæller om en del af de forfattere, som ligger i laget lige under, og som har potentialet til måske i fremtiden at blive blandt de vigtigste. I den håndskrevne dedikation skriver han at jeg, hvis jeg fortsætter i samme spor som 'Jeg er modig', måske kommer med i den næste udgave. Det er da noget, der får en til at bøje sig i støvet. Så hjælper det alligevel at tage ved lære og holde fokus.

Tanker om skrivekunstens psykologi

2012-01-03T16:52:00.012+01:00

På det skrivehold, jeg havde kort før jul, gik en kvindelig psykolog, som adskillige gange i løbet af kurset kom med nogle vældig interessante ytringer omkring, hvor meget de teknikker, indfaldsvinkler og øvelser jeg introducerede dem til i skrivekunstens navn, havde af påfaldende ligheder med teknikker man benyttede som terapeutiske redskaber indenfor psykologien.

Jeg har tænkt en del over dette siden, og egentlig er det jo ikke så underligt, da jeg udover at interessere mig meget for menneskets psykiske processer som en naturlig del af forfatterhvervet, også har interesseret mig meget for de psykologiske aspekter ved selve det at skrive, ikke mindst efter flere længerevarende perioder med skrivekrise og manglende motivation og skaberglæde.

Når man først har prøvet at skrive noget, som var rigtig godt, og har fundet stor glæde ved det - det kan i mit tilfælde både have været et digt, et stykke prosa, en sang eller for den sags skyld et maleri - og man så efter en periode slet ikke ser sig selv i stand til at frembringe noget der har tilnærmelsesvist samme niveau, og heller ikke kan finde gejsten omkring det længere, så er det naturligt at begynde at spekulere over, hvad der var grunden til den manglende kvalitet og lyst.

Jeg grublede over forskellige tanker om sammenhænge, og måtte blandt andet erkende, at der er en tæt sammenhæng mellem ens læsning og kvaliteten og kvantiteten af ens skrivning. Men jeg tænkte også på, hvordan det kunne være, at jeg den ene dag så let som ingenting kunne skrive noget blændende klar prosa, som jeg kunne modtage legater på, mens jeg på et senere tidspunkt havde så patetisk lidt tiltro til min skrivning, at jeg måtte få min kæreste til at skrive første udkast af en mindre tekst, der skulle afleveres til et forlag under deadline - en tekst der i øvrigt senere blev solgt til Norge, som den eneste af de ti afleverede tekster.

Resultatet af de mange overvejelser omkring min skiftende tilstand af selvtillid omkring min skrivning blev selvfølgelig, at jeg fandt ud af, at en stor del af mine skriftlige problemer var psykisk betingede. Selvfølgelig kan man være mere eller mindre inspireret i forskellige perioder af sit liv, men den nærmest groteske forskel på kvaliteten af det jeg skrev, kunne ikke forklares udelukkende med at jeg var holdt op med at læse litteratur, eller var blevet dårligere til at skrive. Det måtte også have noget at gøre med min indstilling til mit kunstneriske arbejde - det måtte have noget at gøre med blokeringer, som følge af manglende selvværd og selvtillid.

Og så kunne jeg vælge at tro på, som nogle forfattere gør, at den slags skal løses af tiden alene, og kun i streng ensomhed - en kamp jeg så som et blodigt og måske uendeligt langt slag på en smal, halvrådden planke hen over en dyb afgrund, en kamp med kun én vinder - eller også kunne jeg vælge at tage skeen i den anden hånd og begynde at ændre min indstilling ved at søge hjælp for mine problemer fra eksperterne. Jeg valgte - ganske hårdt presset af min jammerlige uduelighed - den sidste vej, hvilket forklarer en del af de ligheder, som min kursist fandt mellem psykologien og skrivekunstens redskaber i min undervisning.

At skrive i flow og uden begrænsninger

2012-01-03T00:35:00.020+01:00

En af de skrivebøger, jeg havde mest gavn af i min kamp for at komme ud af min skrivekrise for nogle år tilbage, var Bo Skjoldborgs meget overskuelige og let anvendelige bog, 'Flowskrivning'. Jeg købte den af ham igennem et af de kurser i Dansk Forfatterforening, hvor han var oplægsholder.

Indholdet

Bogen giver en lang række råd til selve skriveprocessen - ikke direkte tekniske råd om, hvordan man bliver bedre til at skrive rent kunstnerisk, eller hvilke kneb man benytter, når man skal skrive en roman i tredje person osv. Men mere råd til selve processen med at få idéer og det at få skrevet ordene.

Man bliver hjulpet igennem en lang række problemstillinger såsom: Hvordan bliver jeg mere produktiv som skribent; hvordan får jeg flere gode idéer; hvordan får jeg den tilstand af flow - som de fleste skrivende elsker at opleve, fordi man her skriver sit bedste - til at opstå så ofte som muligt når jeg skriver? Hvordan undgår jeg at gå i stå med skriveprojekter, eller bliver bedre til at håndtere problemerne når de opstår. En lang række problemstillinger som disse, og mange flere, guider han os igennem via en række øvelser osv.

Modstand mod at få hjælp

Jeg ved fra mig selv, og fra mange jeg kender og er stødt på, at mange kunstneriske sjæle har en modvilje mod at læse bøger som denne, eller i det hele taget til at modtage direkte lærdom fra andre - i hvert fald en modvilje mod at bekende sig til, at man benytter den slags. Jeg tror det har noget at gøre med, at man føler, at skrivningen er ens frirum, og at dette frirum bliver mindre særegent hvis nogen kommer og blander sig. Desuden ligger der også noget stolthed i det: Andre mennesker skal i hvert fald ikke fortælle mig, hvordan man bærer sig ad med dette.

Min oplevelse er det stik modsatte. Desto mere viden jeg har opsøgt om skrivekunsten, desto bedre er jeg blevet. Men jeg er ikke blevet bedre af selve det at opsøge ny viden, men tvært imod fordi jeg via denne viden har opnået et langt højere flow, og dermed har fået opnået en skriveproces der så og sige altid er flydende og igang - og derigennem har jeg oplevet, at jeg blevet dygtigere, men først og fremmest har jeg fået færdiggjort langt flere ting.

Logbogs- og nonstopteknik

Det er blandt andet via logbogsteknikken og nonstop-teknikken, som mange skrivende kender, enten bevidst eller ubevidst. Her tvinger man sig selv til at skrive uden stop. Fingrene skal altså holdes kørende på tastaturet indtil man synes det er nok. Jeg begyndte at lave en logbog i august 2007, og har skrevet hver dag, selvfølgelig med undtagelser - i begyndelsen var det en kamp at få skrevet, men efterhånden skrev jeg så mange ord, at jeg måtte skære ned, fordi det simpelthen tog for meget tid, og var for krævende.

To opsatte regler
Vendepunktet kom, da jeg satte en to regler for mig selv, udover at dokumentet var hemmeligt for andre end mig selv: Jeg skulle skrive præcis hvad der dukkede op i min bevidsthedsstrøm i min logbog, og måtte altså ikke censurere mig selv på nogen måde. Desuden skulle jeg starte med at skrive ud fra lige præcis det første, der faldt mig ind i hovedet, eller det første jeg kiggede på.

Disse regler gjorde, at en ny kreativitet åbnede sig op, og frem fra dokumentet voksede tusindvis af sider med en blanding af dagbogsnotater, prosa, anmeldelser, artikler, blogindlæg, selvterapi, grublerier, nonsenssnak, idéudvikling og en masse tanker omkring mine igangværende manuskripter.

Flere gange forsøgte jeg at sige til mig selv, at hvis blot jeg kunne forsøge at få vinklet mine ord noget mere over på prosaen, så ville jeg kunne skrive mange romaner om året - men når jeg forsøgte mig med den slags, gik det hele ligesom i stå, idet jeg forbrød mig mine to regler: At alt hvad der kom ud af mit hoved, var tilladt, samt at jeg skulle starte lige nøjagtig hvor jeg var.

Efterhånden måtte jeg indse, at når jeg gjorde alle tanker og skriftlige udgydelser tilladt for mig selv, så opstod der stille og roligt en overflod af brugbart materiale, og jeg fandt også hurtigt ud af, at når blot jeg fik lov at afreagere og tune mig ind på projekterne med lidt 'fri leg' så drejede min skrift som regel hurtigt hen på forskellige skriveprojekter. Måske ikke altid i form af direkte prosa, men så som skrivning omkring projekterne, som ofte kan være lige så vigtigt - altså tanker, hvor man lærer sit stof bedre at kende, hvilket ofte er et overset aspekt af overhovedet at kunne skrive manuskriptet.

Stephen King

Hvad der virker

I virkeligheden havde jeg stødt på rigtig mange af Skjoldborgs indsamlede teknikker før, på de skriveskoler jeg har gået på igennem årene, men det var nok første gang jeg for alvor gav mig hen til teknikkerne, og accepterede, at det ikke bare var tilfældigt at man på skrivekurser opererer med fx nonstopskrivning og feedback, men at man rent faktisk gør det fordi de mest produktive og bedste forfattere stort set altid ser ud til at benytte sig af de teknikker - fordi det virker.

At undlade at presse citronen

En af de centrale ting, som kendetegner mange af de bedste og mest produktive forfattere er fx også, at de er fleksible omkring deres skrivning, og at de ikke skriver utallige timer i fx hver tredje weekend, men i stedet ser ud til at skrive forholdsvist kort tid ad gangen, og så meget ofte i stedet. Så de så at sige altid befinder sig i skriveprocessen.

En forfatter, der bliver hevet frem som eksempel er forfatteren Stephen King, der skriver tre timer dagligt, hver eneste dag, året rundt. Det kan måske lyde som meget for nogen, men når man tænker på, at manden er uhørt produktiv så er det jo i virkeligheden ikke voldsomt meget.

Hvis man forsøger at presse citronen og skrive alt for mange timer hver dag, så vil man ofte opleve, at kvaliteten begynder at dale, og at man ikke har lyst til at skrive før måske flere uger eller måneder efter. Hvis man gerne vil øge sine chancer for at forbedre sig som skribent, og sine chancer for at færdiggøre sine ting, og samtidig gøre det på en måde, hvor man oftere er i flow, og dermed nyder skriveprocessen mere end ellers, så viser erfaringen altså at det er bedre at skrive kort og ofte end langvarigt og sjældent. Og med kort menes lige nøjagtig så kort, at man standser et stykke tid før end man er kørt død, og ikke venter med at standse til man har kørt sig selv helt ud.

Bo Skjoldborgs 'Flowskrivning'-hjemmeside

Indignation som kunstnerisk drivkraft

2012-01-01T22:57:00.032+01:00

Jeg lå i sengen nytårsnat og burde egentlig sove, da klokken var blevet syv og alkoholens trættende virkning burde have fået mig til at gå omkuld. I stedet for at falde til ro, begyndte tankerne at vandre derudaf, og inden længe kunne jeg mærke, at det var noget, jeg var nødt til at skrive ned.

At skrive oven på Hemingway
Jeg var dog for træt til at stå op og skrive, og måtte derfor, efter i lang tid at have forsøgt at få tankerne til at standse, tænde lyset og finde nogle forhåndenværende skriveremedier. Og det viste sig at være Ernest Hemingways bog, 'Om at skrive', som jeg har læst flere gange siden jeg købte den, senest i forbindelse med den skriveundervisning, jeg kørte igennem efteråret.

Efter at have overvejet det obskøne i at skrive ovenpå mesterforfatterens ord, besluttede jeg mig for, at det faktisk ikke fandtes noget mere perfekt - for helt ærligt, så skal man passe på med at tage skriveråd alt for bogstaveligt, især når de kommer fra en skråsikker machomand, der endte med at pløkke sig selv som 61-årig.

Jeg købte 'Om at skrive' i H.N. Jakobsens boghandel i Tórshavn for ti år siden,
hvilket jeg husker fordi jeg læste en tredjedel af bogen inde i boghandleren,
og efterfølgende læste resten på en café ikke langt derfra, før jeg tog tilbage
til Vestmanna, hvor jeg boede.

At have noget på hjerte

Mine tanker kredsede om, hvorvidt man som forfatter skal benytte indignation som kunstnerisk drivkraft eller ej. Hvorvidt det overhovedet er sandt, at det gælder om at have noget på hjerte, hvis man gerne vil være forfatter - en sætning jeg har hørt rigtig mange gange i mit liv.

For jeg har oplevet, at hver eneste gang jeg har forfattet en tekst med social eller politisk indignation som drivkraft, hver eneste gang jeg har haft en eller anden form for agenda i mine tekster, eller har haft et budskab, som er trængt igennem teksten, så har jeg fået afslag fra forlagene. Det har naturligvis ført til en del grublerier omkring forlagsbranchen, omkring mine egne skriverier, og samfundets udvikling generelt.

Svækker indignationen den kunstneriske dømmekraft?

I begyndelsen er det meget naturligt at skyde skylden over på forlagene, for at beskytte sig selv: De tænker også kun på penge, og har ikke begreb om litteratur eller kunst. Men efterhånden som indsigten i forlagsverdenen vokser, finder man ud af, at det ofte er nogle af landets dygtigste litteraturfolk der sidder på forlagene, og derfor kan det ikke alene være fordi de ikke har begreb om kunst eller litteratur, at de afslår ens mere indignerede tekster. Måske handler det så om pengene? Det skal jeg ikke kunne afvise.

Men i sidste instans har jeg vendt blikket indad - måske er sandt det de ofte siger til mine indignerede tekster: Det er simpelthen bare ikke godt nok! Tidligere ville jeg have tænkt: Men kan I ikke se potentialet i min tekst? Burde det, at jeg rent faktisk har noget at sige, ikke opveje at teksten ikke er god nok? Man skulle mene, at det er nemmere at arbejde videre på en tekst, der har noget på hjerte, for at gøre den udgivelsesegnet, end det er at forsøge at proppe mening og nerve ind i en tekst fra en forfatter, der ikke har noget på hjerte?

Måske er det virkelig forlagsverdenen der er stram og kedelig - eller også hænger det også sammen med, at den kunstneriske intuition og fornemmelse svækkes i takt med at indignationen stiger? Lidt ligesom menneskets evner sløves af at indtage alkohol, mens dets vurdering af egne evner stiger.

Som Hemingway skriver et sted i den bog, som notaterne til disse tanker er forfattet på, så må man som forfatter være som en kirurg med sin skalpel, trofast mod det sår, man opererer i, når man skriver, for at kunne skrive op til sit kunstnerisk bedste.

Ernest Hemingway som - tør man sige indigneret? - ung mand

Indignation som udgangspunkt for udvælgelse og bedømmelse

Indignationen kan med andre ord fjerne kunstnerens fokus fra det, som det i bund og grund handler om, når man skriver, nemlig den litterære kvalitet. Man kan godt være indigneret som forfatter, men det vil i en bedømmelsessituation, som det jo altid er, når man sender noget ind til et forlag, altid komme efter den litterære kvalitet. Det at have noget at sige er altså ikke det væsentligste i forlagenes eller læsernes bedømmelsessituation, og det er slet ikke et krav på nogen måde, så længe man bare skriver godt.

På en måde kan man måske sige at det er ærgerligt, at man ikke starter med at bedømme skribenter eller kunstnere ud fra, hvorvidt de har noget at sige eller ej, inden man overhovedet går videre til at bedømme den kunstneriske kvalitet. For der findes masser af mennesker, som kan finde ud af at skrive, men som ikke ser ud til nogensinde at ville sige noget, med det de laver, og som i princippet bare laver pyntet ordgejl.

På den anden side kan man så sige, at for at man overhovedet gider at læse en forfatter, så er kvaliteten af ordenes sammensætning, eller den litterære kvalitet, fuldstændig altafgørende. Men implicit i den holdning ligger vel så også det syn, at man i højere grad mener at kunne lære en forfatter eller en kunstner det 'at have noget på hjerte', end man kan lære dem 'det at skrive'?

Grunden til, at man kan sige det er ærgerligt at man bedømmer litterær kvalitet inden forfatterens 'indignation' er, at det måske kan spærre for, at kunsten og litteraturen får en vigtigere plads i samfundet end den har? De smalle nåleøjer ind til forlagene kan gøre, at folk skriver mere populært og orienterer sig mere imod at efterligne det, der sælger eller får anerkendelse, i stedet for at orientere sig indad, for at finde ud af, hvad de har af unikke kvaliteter at byde ind med, som kan forandre verden omkring dem.

At Dostojevski ligefrem skriver ubegribeligt
dårligt, er måske en Hemingwaysk tilsnigelse?

Her er det vist belejligt med endnu et Hemingway-citat: "Hvordan kan det være, at en mand [Dostojevski] kan bære sig ad med at skrive så ubegribeligt dårligt og på samme tid få en til at føle så dybt?" Nu er Hemingway selvfølgelig ingen gud, men hvis han har ret, så er svaret vel at Dostojevskis største styrker ikke er hans sprog som sådan, men hans ekstreme psykologiske indsigt. Tænk, hvis man uden at tænke over det, ofrer talenter eller gode manuskripter med stor psykologisk indsigt eller med vigtige ting på hjerte, blot fordi den skriftlige kvalitet ikke er helt god nok - på trods af, at en stor del af skrivekunsten er et håndværk der kan læres ved en vedholdende indsats, mens de andre to ting vel må anses som værende temmelig unikke kvaliteter?

En række spørgsmål til kunstnerens rolle
De ovenstående kort skitserede problemstillinger er nogle tilbagevendende overvejelser jeg gør mig omkring min fremtidige rolle i kunstens verden. I hvor høj grad er man som forfatter overhovedet en kunstner, hvis man alligevel ikke skriver ud fra et dogme om, at man skal have noget på hjerte? Kan jeg overhovedet bruge mit iboende ønske om at gøre verden til et bedre sted, til noget i litteraturen og i min kunstneriske praksis?

Somme tider gør det mig lettere opgivende at tænke på, at jeg måske i bund og grund ville nå meget længere, meget hurtigere og ville komme op på et meget højere niveau, hvis jeg formåede at smide min indignation og politiske bevidsthed overbord, når jeg skrev - hvis jeg lod være med at forsøge at have noget på hjerte, når jeg skrev. Det smertelige ligger i at skulle se i øjnene, at kunstnerisk, politisk eller social indignation formentlig ikke fører mig nogen vegne, og at jeg muligvis ikke vil formå at få koblet min indignation sammen med min kunst.

Det efterlader mig med spørgsmålet: Skal jeg bare acceptere at jeg er en slags ordenes arbejdsmand, en lønslave som alle andre, som i bund og grund ikke skal gå og mene alt muligt, men som blot skal gøre det, jeg er bedst til, og følge mit idéflow, eller skal jeg modarbejde det og bevidst forsøge at kanalisere mine 'meninger' ind i mine kunstneriske udgydelser? Eller skal jeg gå den vej hvor jeg siger til mig selv, at hvis jeg ubevidst kommer til at mene noget, eller have noget på hjerte i det jeg skriver, så er det fint nok - men jeg skal ikke forsøge at gå efter idéer og tekster, hvor jeg har noget på hjerte, men derimod efter den litterære kvalitet. Det, at have noget på hjerte kan være et biprodukt af det at skrive og udgive bøger, men det er ikke hovedmålet.

Det var blandt andet en lang række tanker som disse, der lå og rumsterede i mit hoved nytårsnat, men meget længere end dette nåede jeg ikke i overvejelserne, idet søvnen ankom lige så pludseligt som altid, som den usynlige hjælper, der fører en over i den anden verden, hvor alt kan ske.

Tanker om sammenhænge

2011-12-31T03:15:00.005+01:00

Jeg mistede lysten til at læse og derfor holdt jeg op - eller også var det omvendt - uanset hvad, mistede jeg i samme ombæring grundlaget for den prosa, som havde formet sig gennem tanker, sætninger og indskudte idéer under læsningen af litteraturen; mit før så naturlige og skarpe blik fik en mælkehvid hinde hen over sig; øjnene tørrede ind i deres huler, jeg kunne ikke længere se; jeg mistede lysten til at prøve og endte med at lade blikket falde i.

Når romankarakterens indre udvikling afspejles i sprogets struktur

2011-12-31T01:00:00.025+01:00

Om forfatterens indre præstations- og forventningspres, om Klougarts tilsyneladende ikke særlig ’svære toer’, ’Hallerne’ og associationen til Wung-Sungs ungdomsbog ’Kopierne’

Josefine Klougart - her portrætteret af
Sofie Amalie Klougart

Jeg har med spænding set frem til at læse noget af den hypede forfatterinde, Josefine Klougart, som allerede med sin første bog, ’Stigninger og fald’ - og i en alder af bare 25-26 år - formåede at blive indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2010.

Det vidner om et litterært talent ud over det sædvanlige. Også selvom der var kritik af udvælgelsen af Klougart i Information, idet Sven Holm mente, at hendes bog ikke var gjort af det stof, som indstillinger til Nordisk Råds Litteraturpris skulle besidde:

»Klougart er bestemt en dygtig og talentfuld forfatter, men Stigninger og fald er ikke oppe på det niveau, hvor den er en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris værdig. Det er ikke at tage prisens størrelse og betydning alvorligt at nominere den.«

Indstillingskomitéen, bestående af Asger Schnack og Lilian Munk Rösing, forsvarede derimod deres valg i selvsamme artikel, og fortsatte hypen i indstillingsskrivelsen, idet Asger Schnack forfattede så fine ord som:

”Der er passager i denne bog, hvor sproget lyder som sproget selv, som om det inderst i sig fragter en indsigt, der ikke kan omskrives eller genfortælles, men kun kan erfares i form af netop disse sætninger. Denne egenskab ved litteratur karakteriserer det klassiske værk, som vi kender dem fra vores største digtere”

Weekendavisens Lars Bukdahl mente, at man gjorde en ung debutant en bjørnetjeneste ved at indstille hende så tidligt i hendes forfatterskab, når man måtte gå ud fra, at der ville komme bedre og mere vægtige bøger senere.

Hvad hype kan gøre ved forfatterens indre pres

Jeg skal love for, at uanset om Klougarts talent berettiger til at modtage en så stor hæder og opmærksomhed eller ej, så kan jeg tale med om den bjørnetjeneste, som Bukdahl taler om. For jeg modtog selv et legat på 150.000 kroner fra Kunstrådet i 2005, som 23-årig, og før end jeg havde udgivet andet end en selvtrykt digtsamling, som jeg skrev da jeg var 18-19 år.

Det var med til at give mig storhedsvanvid og indledte en langvarig skrivekrise, som jeg egentlig først føler jeg er blevet endeligt befriet for nu her, lidt over seks år senere. Der var også en masse andre tungtvejende ting, der gjorde, at jeg gik i skrivekrise dengang, men legatet var i hvert fald en ikke ubetydelig del af det.

Det gav mig på en måde en alt for usund bevidsthed omkring, at jeg var god til det, jeg lavede, på et tidspunkt, hvor jeg i princippet blot skulle have været ydmyg og lyttende overfor mine ’læremestre’ i form af det forlag, som jeg var i dialog med på daværende tidspunkt. Set i bakspejlet føler jeg på sin vis det var alt for tidligt i mit forfatterskab at modtage en sådan hæder, fordi jeg var så meget i tvivl om alt hvad jeg skrev, og i høj grad stadig var så søgende en forfatter, som jeg var. Jeg havde jo ikke engang fået hul igennem til forlagene endnu.

Det skal ikke lyde som en beklagelse, for jeg er da stadig fantastisk stolt over at de fandt mig god nok til et legat, især når man tænker på, hvor snævert nøglehullet er. Det skal blot forstås som en nuancering: Det er på sin vis lettere at få lov at gå og udvikle sit forfatterskab i det skjulte, i hvert fald hvis man ikke er i besiddelse af et vældig fasttømret selvværd, men derimod et selvværd som er sensitivt overfor omverdenens signaler, meninger og kritik.

Om Klougarts tilsyneladende ikke særlig ’svære toer’

Udefra set ser det ud som om, at Josefine Klougart fuldstændig strøget udenom de ovenstående forhindringer: Året efter hendes debut udkom kortromanen ’Hallerne’, som jeg altså gav mig til at læse for nylig – for med ovenstående in mente var det for mig utroligt spændende at læse, hvordan hun slap af sted med ’Den svære toer’, som utallige forfattere har oplevet at brænde nallerne på. Nogle går ligefrem i stå inden denne anden bog, mens andre angriber problemstillingen fra andre vinkler - det sjoveste eksempel er forfatteren Lone Aburas, der på temmelig opfindsom vis har sørget for at punktere alle muligheder for indre blokeringer ved simpelthen at kalde sin anden bog: 'Den svære toer'.

I mit tilfælde var hele psykologien, som gør ’Den svære toer’ så forbandet svær for rigtig mange mennesker, ikke henlagt til nogen opfølger efter en succes, men derimod til legatet fra Kunstrådet. Psykologisk set handler det jo om de samme mekanismer. Men for at vende tilbage til Klougart, så er hun sluppet virkelig godt fra det massive forventningspres, der må have ligget og luret i hende (hvis hun ligner mange andre det mindste) – det må være min konklusion efter endt læsning af ’Hallerne’, også selvom jeg indtil videre kun har læst en kort tekstprøve af hendes debut til sammenligning.

At mærke historien uden at forstå den

Hun er ikke blot sluppet fra sin anden udgivelse, men har lavet et lille kunstværk, hvor hun viser sig selv frem som et lyrisk talent, der formår at kanalisere sin lyrik ind i en prosaform, som er skåret så smukt, og med så stor en menneskelig indsigt, at man mærker historien i stedet for at forstå den. Og det er en svær disciplin at mestre, og vel nok en af de helt specifikke ting, man ikke kan lære en forfatter på nogen skoler, i hvert fald ikke på det niveau, som Klougart mestrer.

Man mærker hendes sprog og hendes historie, og man mærker ikke mindst omfanget af den destruktive, nedadgående psykologiske spiral, som har standset kvindens (bogens hovedperson) fremadskridende udvikling, og sat hende ind i en tilstand, hvor hun nærmest ikke mærker noget længere, men blot er et tomt registrerende hylster. Man mærker og accepterer at hun ikke længere kan undvære at leve uden den dominerende mand, og at hun derfor heller ikke har muligheden at flygte fra det hele.

Når den indre udvikling afspejles i sprogets struktur

Hvis man overhovedet skal finde luppen frem og give noget kritik til den ellers temmelig overlegne Klougart, så er det faktisk, ironisk nok, i hendes sprog man kan lede - måske er hun lige lovlig dygtig og kunne gøre tingene lidt mere simpelt ind imellem? Som jeg selv fik af vide af en redaktør engang, hvilket jeg stadig husker: Du har så god psykologisk sans og indblik i dine karakterer, at du ikke behøver at garnere det med så mange villet ’kunstneriske/litterære’ ting i dit sprog.

I Josefine Klougarts tilfælde synes jeg det kammer en lille smule over til tider, så man sidder og bliver en anelse irriteret - men det er en ekstremt hårfin balance – for langt hen ad vejen er hendes sproglige stil, med de mange gentagelser, de mange kolonner og det forfinede og billedrige sprog netop med til at understøtte kvindens udvikling, der som sagt ser ud til at være gået i stå.

Men jeg synes at den slags sproglige understøttelser af personernes indre udvikling kan antage lidt patetiske og unødvendigt opmærksomhedskrævende former i litteraturen. Jeg er sikker på, at langt de fleste litteraturstuderende vil klappe i deres små hænder over at kunne analysere sig frem til sådanne ting, men jeg er bare helst fri for alt for meget af den slags, fordi jeg synes det føles lidt fortænkt og anstrengt, hvilket er synd for et værk, som det i bund og grund var unødvendigt at garnere med den slags ’litterære' krummelurer.

Eksemplet Jesper Wung-Sung og eksemplet mig selv

Et andet eksempel på en bog jeg netop har læst, og som i endnu mere udpræget grad benytter sig af samme sproglige underbyggelse af hovedkarakterens psykologiske udvikling, er i Jesper Wung-Sungs roman Kopierne, der vandt Kulturministeriets Børnebogspris i 2010.

Her begynder bogen gradvist i anden halvdel at bestå af meget kortere sætninger og opbrudte tankerækker, hvilket er en idé, der skal ser ud til at skulle underbygge og afspejle hovedkarakterens udvikling, idet han er ved at gå i stå, blive opløst, dø – men her er det endnu mere ekstremt ført ud i livet, idet den sproglige forvandling er temmelig påfaldende og massiv (flere af siderne i anden halvdel består af meget få ord, og anden halvdel fylder vel det samme som de første tredive sider af bogen i ord-mæssigt omfang), hvilket, synes jeg, er unødvendigt og på en eller anden måde svækker en ellers stærk ungdomsbog en anelse i min verden.

Tanken er sjov nok, og jeg kender den udmærket fra mig selv, idet jeg selv benyttede den i første udkast af min ungdoms-/børnebog ’Jeg er modig. Indtil bladene en dag forsvinder’, som endte med at få en helt anden udvikling i redaktionen. Nogle vil måske tænke, at jeg så blot siger dette fordi jeg ikke selv formåede at få udgivet bogen med det oprindelige, ’litterære kneb’, som jeg altså mener at kunne spotte sporene af hos både Josefine Klougart og Jesper Wung-Sung, men jeg er temmelig sikker på, at min egen bog ikke var blevet spor bedre af at have fasthold knebet, men tværtimod mere prætentiøs.

(En sidebemærkning: I øvrigt tænkte jeg på, at det er sjovt, at ingen anmeldere har kommenteret ligheden mellem den fængslende ’Kopierne’ og Cormac McCarthy's uden sammenligning fremragende bog, ’Vejen’? Begge bøgers dystopiske univers med den udsultede flugt mod skibet ude i havet osv.?)

Filmatiseringen, som jeg endnu ikke har set

Den slags sproglige kneb, hvor sproget i mere eller mindre påfaldende grad ser ud til at efterligne karakterens indre udvikling, skal man efter min bedste overbevisning forsøge at lade ligge i skuffen, for hvis man ønsker at skrive virkelig stor litteratur, så skal de opstå som en nødvendighed i teksten, eller som en automatisk, ubevidst handling fra forfatterens side. Det kan måske godt tænkes at Klougart ikke har tænkt over det, men det har Wung-Sung formentlig.

Patetiske darlings eller fantastiske sprogblomster

Omsat i virkelighed i Josefine Klougarts tekst, så mener jeg, at hun ind imellem tangerer det lettere patetiske i sprogbrugen, hvilket på sin vis er på nippet til at få mig til at overveje at droppe den færdige læsning.

Fornemmelsen siger mig, at hvis hun havde holdt en lille bitte smule igen, og skruet bare en anelse ned for sine darlings i den redaktionelle proces, og i stedet havde brugt lidt mere energi på at give historien en anelse mere gods på det mere konkrete handlingsmæssige plan i stedet, så havde hun måske stået med et mere isnende klart værk, som var gået endnu dybere ind under huden på læseren, end den gør i forvejen.

Jeg gætter på, at hun ville afvise det jeg siger, med en forklaring gående på noget i retning af, at det netop er det, der er med til at skille hende ud og definere hendes stil som forfatter – men det tror jeg bare ikke det er. Jeg tror nok hun skulle skille sig ud under alle omstændigheder, med den sproglige kraft hun besidder. Det er heller ikke en mere leverpostejsfarvet omjustering af hendes skrivning jeg overvejede, blot en minimal nedtoning. Hvis jeg havde været forfatteren eller redaktøren, altså.

Fremtidens talentudfoldelse

Men uanset om der er hold i noget af det jeg siger, eller ej, så glæder jeg mig til at læse ’Stigninger og fald’, og til at følge Josefine Klougarts ubestridelige talent udfolde sig i fremtiden, og ikke mindst til at se, om Nordisk Råds Litteraturpris kommer til at gå til hende engang i fremtiden. En ting er man da i hvert fald ikke i tvivl om, og det er, at hun har fanget en hel del læsere med sit sanselige og poetiske sprog, heriblandt Nordisk Råds indstillingskomites ene halvdel, Asger Schnack:

”Er man følsom over for sproglig artikulation, vil man tabe vejret; er man en cool intellektuel, der søger indre linjer, vil man begynde at føle; og er man den blinde læser, der farer på, vil man begynde at se.”

Lone Aburas og Føtexsøen

2011-12-29T18:47:00.010+01:00

Lone Aburas, f. 1979

Bøger er i princippet alt for dyre til, at det giver mening, at nogen mennesker gider at bruge deres hårdt optjente penge på at købe dem, men alligevel kan jeg også se mig selv falde i gang efter gang, ligesom idag, hvor jeg ikke kunne lade være med at anskaffe mig to styks af den, efter nogens mening, truede art.

Den ene var Tomas Espedals fremragende Mod kunsten (notesbøgerne), som jeg læste tidligere på året, og den anden var Lone Aburas anden bog, 'Den svære toer'.

Lone Aburas er en af de nyere, unge forfattere, der har fanget min opmærksomhed i de senere år. Ikke at jeg læser alt hvad der kommer af debutanter, langt fra, men Aburas har noget særligt over sin måde at skrive på i sin debutbog, 'Føtexsøen', som jeg godt kan lide, og som jeg også selv benytter mig af.

Lad os lige få fejet det dårlige af bordet til at starte med: Det eneste jeg ikke kan lide, er titlen på bogen: Føtexsøen. Vi havde også en sø ved mit gymnasium, og den hed Kvickysøen. Der stod vi og drak øl når vi pjækkede fra gymnasiet. Det er i sig selv et meget skægt minde at få kastet i hovedet, men det gør bare ikke 'Føtexsøen' til en god titel i mine øjne. For selvom jeg godt kan se, at det uprætentiøse og humoristiske er en stor del af Aburas identitet som forfatter, hvilket jeg nærer stor sympati for, så kan det også blive så uprætentiøst, at det kammer over og bliver upoetisk og ligegyldigt. Titler er et emne jeg sandsynligvis vil skrive videre om en anden dag. For nu var det jo egentlig ikke meningen, at dette skulle være et kritisk blogindlæg, for jeg kan jo som sagt rigtig godt lide bogen...

'Føtexsøen's største styrke er måske dens fortællestemme. Jeg må indrømme, at jeg har en svaghed for jegfortællere, der ikke forsøger at være prætentiøse eller give sig ud for at være noget andet, end de er - med det mener jeg, at man kan mærke at fortælleren ikke bare en karakter i en roman, men et oprigtigt og mere eller mindre vellykket forsøg på at portrættere et menneske, som det er, og ikke som man ville ønske det var.

Om det så er forfatterens eget liv, Lone Aburas skildrer, eller ej, er jeg sådan set ligeglad med i denne sammenhæng, så længe bogen er god litteratur. Forbilledet for Lone Aburas har højst sandsynlig været en bog som 'Forbandede ungdom' af J.D. Salinger, en bog jeg vender tilbage til gang på gang på grund af dens flotte portrættering af en ung, søgende mand - en bog som for nogle år siden blev nyoversat af Klaus Rifbjerg til den måske mere korrekte, men utroligt umulige titel: 'Griberen i rugen'

Lone Aburas er af nogle anmeldere (Fx Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken) blevet fremhævet som en af de første repræsentanter af andengenerationsindvandrere i dansk litteratur, en betragtning der måske er rigtig nok, men som i princippet også er inderligt ligegyldig - for det er som sådan ikke det, der gør Lone Aburas bog god. Hun kunne i princippet have været bornholmer, russer eller halvblods spanioler, og bogen ville formentlig stadig have været god.

Og en af grundene er, at Aburas formår at give noget af sig selv og sin slægtshistorie, på en ærlig og hengiven måde, hvor ironi og humor bærer en ikke ubetydelig del af bogens let flydende og ærlige portræt af en ung kvinde, der arbejder i Føtex, og knokler med at finde sin plads i tilværelsen som spirende forfatter, og sin rolle i forholdet med kæresten Johan - alt sammen mens vi hører om familiens skæbne, ikke mindst faderen, der i årevis har forsøgt at få det umulige projekt, grillbaren Coctail, op at køre som en overskudsforretning, men i desperation ender med at låne en bunke penge af en yderst tvivlsom bekendt.

Det er afvæbnende og let fortalt, og det rammer altså en åre i mig, som tilsyneladende er umættelig: Ærlige og humoristiske jeg-fortællinger om det hele menneskes liv, og jeg glæder mig til at læse hendes opfølger, 'Den svære toer', som både med titel og forside formår at sætte en høj barre for mine forventninger: Titlen er ligeså fin, som jeg synes 'Føtexsøen's titel er dårlig, og forsideillustrationen er så lækker, at den burde ligge på alle byens caféer som postkort eller mindre plakater. Glæder mig til at læse videre.

Se et klip på Saxo.dk hvor Aburas fortæller om at skrive her.

Bogen, der måske er skrevet af Claus Beck-Nielsens korpus

2011-12-28T23:54:00.008+01:00

Korpus forklædt som Warhol

Jeg læste Claus Beck-Nielsens nye bog 'Jeg taler til jer' forleden. Eller det vil sige: Jeg tror nok jeg læste hans nye bog forleden, for efter endt læsning fandt jeg ud af, at Claus Beck-Nielsens borgerlige navn åbenbart står ledigt som et forladt internet-domæne, efter han igennem ti år har forsøgt at opløse sin egen identitet (kulminerende med begravelsen af hans identitet på Assistens Kirkegaard i oktober sidste år, et optog jeg selv deltog i), så enhver nu i princippet kunne være forfatteren til 'Jeg taler til jer'. Dette påpegede Claus Beck-Nielsens omvandrende korpus da også selv over for Informations anmelder, Tue Andersen Nexø:

»Da ethvert menneske i princippet kan være Claus Beck-Nielsen, så er det absolut muligt, at jeg er forfatter til Claus Beck-Nielsens nye roman. Men det kan lige så godt være dig, der er forfatteren.«

Jeg må indrømme, at jeg faldt lige på halen i, da jeg læste bogen, idet hele denne litteraturdebat var gået hen over hovedet på mig i løbet af efteråret. Så jeg læste med stor fryd, idet jeg ikke har læst hans bøger siden den fantastisk fængende 'Claus Beck-Nielsen - Biografi 1963-2001' i 2004, og derfor glædede mig til at se, hvilke skinner han nu lagde ud foran sig selv.

Biografien, her i en svensk udgave

Hele projektet med 'Jeg taler til jer' forekom mig hurtigt som værende en lettere fortyndet udgave af Claus Beck-Nielsen, som jeg kender ham, et slags mellemspil i hans forfatterskab, men da jeg først havde accepteret dette, begyndte den faktisk at blive temmelig morsom på en temmelig plat måde, og jeg tænkte da også flere gange over, hvad han dog havde gang i med denne udgivelse - hvorfor var han pludselig ude på at træde hele verden over fødderne, hvorfor ville han med ét slag fornærme både afrikanerne på Nørrebro, og tale nedsættende om kvinder og hele den danske bestand af forfattere og anmeldere? Men jeg læste troligt videre, fint underholdt, og tænkte, at det var jo Claus Beck-Nielsen, og han kunne jo i princippet finde på hvad som helst, og dette var måske et absurd forsøg på at skifte fuldstændig spor.

Da jeg havde læst bogen søgte jeg selvfølgelig om bogen på nettet, og så begyndte skuffelsen for alvor at brede sig. For det viste sig, at rygterne om den egentlige forfatter bag 'Jeg taler til jer' allerede var ilet dens udgivelse i forvejen, så bogen var blevet ignoreret af store dele af anmelderkorpset, da den udkom i oktober i år.

Og så begyndte brikkerne selvfølgelig at falde på plads, og skuffelsen meldte sig. For nu havde jeg siddet i flere timer og troet jeg læste en bog af en mand, som jeg finder vældig inspirerende og interessant, og hvis fremtidige kunstneriske udvikling jeg havde afventet med stor spænding. Hvilket træk kan han om muligt lave efter han bogstavelig talt havde sænket sit ti år lange identitetsprojektet i jorden? Forhåbentlig ville han skifte ham og finde helt nye veje at betræde.

Beck-Nielsens 'enke' lægger roser på kisten

Da jeg begyndte at tænke mig lidt om, så kunne jeg heller ikke få denne temmelig nedladende og usympatiske bogs fortæller til at harmonere med Claus Beck- Nielsen. Jeg mødte ham (hans korpus, undskyld) på Spot Festival for et par år siden, hvor jeg rendte rundt og anmeldte for Bandbase/Gaffa, og der hilste jeg på ham og fortalte at jeg var fan af hans 'Biografi', og jeg må sige, at jeg fik indtrykket af en nærmest selvudslettende høflig og venlig mand, som tydeligvis satte stor pris på min kompliment.

Nå, men tilbage er der vel bare at sige, at jeg har været lidt for naiv i min litteraturlæsning, og at jeg glemte at friske op på, hvad Claus Beck-Nielsens projekt egentlig har handlet om. Men min temmelig ukritiske og autoritære tilgang til forfatternavne og bogtitler, samt til Claus Beck-Nielsens projekt, bed mig bagi, så jeg nu endte med at sidde sad tilbage med en temmelig stor irritation over at have spildt min tid, idet jeg ikke fandt ud af noget som helst om hans fremtidige projekt, og i stedet endte med at blive temmelig træt af hele dette identitetsprojekt.

Tue Andersen Nexøs artikel i Information

'Claus Beck-Nielsen's hjemmeside, Das Beckwerk

"Gode idéer bliver sjældent til gode bøger" Tomas Espedal

2011-12-28T05:48:00.010+01:00

Efter ti år blev første udkast af min første roman for voksne færdig. I første udkast i hvert fald. Inderst inde ved jeg godt, at der stadig er lang vej inden udgivelse, men jeg nyder den stille sejr alligevel. For kun måneder siden ville jeg have fundet det lige lovlig optimistisk at tro på, at jeg kunne være klar allerede nu, men så tog fanden ved mig i de sidste par uger, og på et par enkelte nætter på mit natarbejde (fint forfatterjob iøvrigt) skrev jeg op mod 30 sider hver nat. Og så endda nogle af bogens bedste sider, skulle jeg mene, nogle af de sider, som formentlig kommer til at definere bogens stil i langt højere grad end de første 80 sider, som jeg brugte flere år på at sidde at overtegne og redigere i med den røde kuglepen.

Egentlig synes jeg ikke det sværeste er at skrive selve teksten i en bog, det kan man gøre overraskende hurtigt, især når man er en lynskriver som jeg - det sværeste og mest krævende er alt forarbejdet. At lære sine karakterer ordentligt at kende, at ramme den rigtige tone i bogens sprog og miljø, at finde ud af, hvad ens bog egentlig handler om, og hvilke sidespring der skal skæres væk med hård hånd, hvilket jeg alt sammen er nødt til at mærke mig frem til.

Jeg er en forfatter der tror meget på min intuition og mine mere ubevidste idéer, og knap så meget på mine gode, gennemtænkte idéer. Jeg har efterhånden lært, at det bedste man skriver, rent kunstnerisk, det næsten også altid er det, der bare flyver ud mellem sidebenene og som man ikke rigtig synes er noget særligt.

Desværre har man tit en tendens til at tænke, at det, man rigtig har knoklet med, og gennemtænkt ned til mindste detalje, det også er det bedste, rent kunstnerisk, men det er altså sjældent tilfældet efter min mening.

Der er en grund til, at sangskrivere tit siger, at sangen bare kom til dem på tyve minutter. Det lyder sikkert forbløffende for folk der ikke selv kender så meget til den kreative verden, men der er altså en god grund til, at det er sådan det hænger sammen.

Jeg læste på et tidspunkt i Illustreret Videnskab - hæng mig ikke op på de eksakte tal, men artiklen sagde noget i retning af, at ens bevidsthed kan fastholde ca. 10 bits ad gangen, mens underbevidstheden kunne fastholde og operere med måske 11.000 bits. Når man kender til dette størrelsesforhold mellem bevidstheden og underbevidstheden, så giver det pludselig rigtig god mening at de gennemtænkte, brandgode idéer som oftest er dårligere end de spontane idéer - misforstå mig ikke: spontane idéer er dog også tit dårlige! Men hvis man er ude efter at opnå det sublime rent sprogligt, sin egen indre kunstners ypperste originale højdepunkt, så nytter det ikke noget at lade sig diktere rigidt af sine gode, gennemtænkte idéer - så skal man i stedet have fat i sine fornemmelser, sin intuition. Så skal man tilbage til sin barndoms frie, spontane leg, hvor den sunde fornuft ikke udstak retningen.

Forfatteren Tomas Espedal, som jeg synes rigtig godt om, skriver noget om vigtigheden af alt dette på side 57 i hans bog 'Gå - eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv':

Den norske forfatter Tomas Espedal, fra forsiden til 'Gå - eller kunsten at leve et
vildt og poetisk liv'. Espedal besøger Testrup højskole 23.1- 25.1 i 2012

"... Gode idéer er det værste jeg ved. Dem er jeg modstander af. Gode ídéer bliver sjældent til gode bøger
   Men er det sådan at dårlige idéer bliver til gode bøger?
   ...
   Der bliver ikke gode bøger af hverken gode eller dårlige idéer ... At skrive er at modarbejde sine egne idéer; hvis jeg ved hvad jeg vil skrive, og hvordan, så gider jeg ikke skrive det. Skrivearbejdet skal være åbent, og så gælder det om at få arbejdet bogens strukturer frem, skrive digtets indhold frem som ofte går dybere end det man selv vil med digtet.
   Gælder det også for prosa?
   Det burde gælde for al litteratur ... Der er historien om Tolstoj, han havde en idé om at skrive en roman hvor han fordømmer en kvinde der er umoralsk. Han ville vise hvor forfærdelig galt det kan gå for en kvinde og hendes familie når hun er utro, men den roman han skrev blev noget helt andet end han havde tænkt sig. Selve skrivearbejdet førte, mod Tolstojs vilje, til den smukke og tragiske historie om Anna Karenina. Det er det der er litteratur, at vi skriver os frem til noget vi ikke har ønsket, et smukt monster, som Mary Shelleys Frankenstein, noget vi ikke kan forestille os på forhånd."

Noget af det dårligste man kan gøre, hvis man gerne vil skrive god litteratur, det er altså at forholde sig stejlt til fx en synops, et idéoplæg, et forbilledes meninger og måder at gribe skriveprocessen eller selve stoffet an på, eller en indre tvangstanke om, ens sprog burde ligne Dostojevskis, selvom man helt åbenlyst skriver som en Ole Lund Kirkegaard. For hvis ens indre motor vil en anden vej end de ellers velgennemtænkte oplæg, så bliver det aldrig nogensinde god litteratur, at arbejde imod sin motor. Og det bliver højst sandsynlig heller ikke særlig sjovt. Det gælder om at følge med flowet, for det viser sådan set selv vejen mod målet, hvis man stoler på sig selv og lytter rigtig godt efter hvad ens indre fornemmelser fortæller en.

Nå, men dette er en tankerække, som jeg sikkert vil følge op på løbende. Men med disse ord skulle min blog have fået en nogenlunde hæderlig åbning, skulle jeg mene. Hvad siger du, hvad mener du om gode idéer og sprog?'

Kursus på Testrup Højskole med bl.a. Tomas Espedal.

En nytårsopstart!

2011-12-28T04:49:00.002+01:00

Så var det vist på tide, det skete: En tiltrængt opgradering af min hjemmeside. Det er en slags udvidet blog, eller hvad man nu skal kalde det, så man kan følge med via både RSS-feed og via mail på siden, samt dele mine links via Facebook og så videre ud over stepperne.

Jeg skal ikke kunne sige, hvad eller hvor meget jeg fremover publicerer på denne side, men jeg føler efterhånden at en del af mine tanker og idéer er solidt egnede til at blive publiceret på en blog. Højst sandsynlig kommer det hele til at handle en del om det at skrive, om inspiration, om mine udgivelser, om politik og musik og opdateringer på bogmarkedet, en god musikvideo eller et link til et eller andet, som jeg finder interessant at dele med jer. Håber I bliver hængende. I skal endelig føle jer fri til at kommentere, diskutere eller spørge alt hvad I lyster. Og kom også gerne med forslag.

Velkommen til og håber I kommer kreativt og idérigt ind i det nye år. Det har jeg i hvert fald planer om.